Vintersbølle Blegeri og Linnedfabrik: P.F. Sandberg, 1934

Digteren Aron Meir Goldschmidt, der fødtes i Vordingborg i den gamle Købmandsgaard ved Nyraadsporten, hvor i min Barndom Købmand P.D. Hansen og Grosserer Møller havde til Huse, har i en Artikel om Vordingborg og Omegn, skrevet ca. 1850, omtalt Vintersbølle Skov og Bleg paa følgende smukke Maade:

“Har De ikke nok hørt om Vintersbølle Blegeri? Hvor skulde man hellere blege?  Thi ingensteds skinner Solen saa ren og klar, ingensteds vifter Vinden saa frisk over Bøgenskov og en lille, grøn Slette, og ingensteds strømmer Aaløb saa dejligt, saa gennemsigtigt som her mellem de to bratte bøgebevoksede Brinker.  Gaa en lille Smule dybere ind i Skoven og lyt.  Det er Musik, ikke sandt?  Ja, det er den særegne Lyd, som kommer fra Hulemose Vandmølle.  Det trællende Vand er befriet; legende, springende, uden Hensyn til Nytten kaster det sig ned over det stillestaaende Hjul og risler ind i Skoven, ind i den store, alvorlige Bøgeskov.  Mod denne stille, simple Naturpragt falder for mig endog Sicilien igennem.”

Så smukt skrv Goldschmidt i Midten af forrige Aarhundrede om Vintersbølle Skov og Bleg.

Køng Væveri

Det var inden Væveriet var flyttet fra Køng ned til Blegeriet i Vintersbølle Skov.  Køng Væveri, der i Slutningen af det 18. Aarhundrede var oprettet af Bondesønnen fra Rybjerg i Salling, den store Handelsfyrste, Konferensraad Rybjerg (Ryberg), flyttedes først i 1852 af de daværende Indehavere, Justitsraad O.F. Olsen og min Farfar, P.E. Sandberg til Vintersbølle Bleg.  Hernede blomstrede en stor og skattet Kunstindustri op, der leverede Dækketøj til Hoffet helt ned til vor Tid.  Først i Begyndelsen af dette Aarhundrede, efter min Fars, Chr. Sandbergs Død, nedlagdes Væveriet paa Blegen og flyttedes til København.  Blegen solgtes til Frk. Shur, der ejer Skoven, som i vel snart hundrede Aar har hørt til Petersgaards Skovdistrikt og sorteret under Skovrideren i Petersværft.  I min Barndomstid var det den kendte Forstraad Sarouw og senere Skovider Thyman, der begge, og da særlig den første, bidrog til, at Vintersbølle Skov blev

en af de smukkeste Bøgeskove herhjemme. 

Saa sent som i 1923 skriver Forstinspektør L.A. Hauch, Bregentved, i sit Værk Danmarks Trævækst bl.a.:

“Den nær ved Vordingborg beliggende Skov, Vintersbølle Skov, har stærkt bakket Terræn og fortrinlig Jordbundsforhold.  Bevoksningen dannes mest af Bøg, for største Parten nyere, men der findes dog ogsaa Rester tilbage af ældre Skov, hvor Træer har stor Højde, ranke Stammer, staalgraa Bark, afgivende et saare skønt Skovbillede; der findes ligeledes smukke 70-aarige Bøgebevoksninger.  I mine Drengeaar i Firserne stod Vintersbølle Skov i sin fulde Pragt.”

Naar man fra Nyraad Landevej kørte ned forbi Skovfogedhuset, det ligger der endnu, omtrent uforandret, og ad Kørevejen over den høje Bakke, saa man ned over en Skovdal med mægtige, ranke Bøge,m der stod som en Hær af staalgraa Kæmper.  Under dem var Bøgekrat og Hindbærkrat, hvorfra paa en Julidag en herlig Duft slog en i Møde.  Gik man ad Stierne dernede, Bakke op og Bakke ned, var man som

omgivet af en udstrakt, mægtig Løvhytte,

hvor Solen mellem Bøgenes grønne Kroner højt oppe skinnede ned og dannede en Uendelighed af lyse Solpletter over Skraaningernes brune Løvtæppe, hvor Solsorten smuttede omkring, som den sky Skovfugl, den endnu dengang var.  Nu står kun enkelte af de gamle, staalgraa Kæmper tilbage, og Løvhytten er blevet til en ung Bøgeskov, under hvis Kroner man vandrer.  To af de gamle, mægtige Bøge, der i mine Drengeaar hørte til de først udsprungne hvert Aar, staar endnu ved den gamle Skovsti.  Hver Gang jeg i de senere Aar kommer ene forbi dem, holder jeg en lille Sindets og Tankernes Andagt ved dem.  Jeg tænker paa de to Slægtled, jeg har kendt, og som de to gamle Bøge har overlevet.  Hvis de moderne Forstmænd vil lade dem staa, vil de maaske overleve mit og det næste Slægtled med, ja, maaske endnu flere.

Nede på Festpladsen

ved det snart helt udtørrede, med Nælder, Skærmplanter og Hjortetrøst og andre vilde Planter helt overgroede Aaleje, der, hvor Apel’ernes Hus ligger den Dag i Dag, er den gamle Bøgestand dog endnu helt bevaret.  Her staar man under nogle af Danmarks mægtigste og rankeste Bøge, hvis Kroner højt oppe endnu danner den samme grønne Højenloftssal som i gamle Dage; men dengang spejlede disse Bøge og de tilsvarende, der da voksede paa den modsatte Skrænt, sammen med den blaa Sommerhimmel og de hvide Sommerskyer sig i den brede Aas blanke Vand.  Her paa denne Plads, under disse Bøge, der staar endnu, samledes den Gang Skovgæsterne fra Vordingborg, Nyraad og Bakkebølle om de lange Borde, hvoraf kun et enkelt sønderbrudt er tilbage, og udbredte Skovmadkurvenes Herligheder paa den hvide Dug, og fik Øl og Vand paa Maskine fra Apel’ernes Hus, hvor Væveren Heinrich Apel og hans af Vordingborgenserne kendte og skattede Hustru, lille Maren, i mange Aar drev Skovbeværtning.

De gamle Olesmeder

På denne Plads spillede de gamle “Olesmeder” fra Kastrup, naar de var engageret som Musikkorps til en Foreningsskovtur, og her sang Vordingborg Sangforenings Kor til Tider flerstemmige Sange for Hundreder af lyttende Skovgæster. Ja, Folk kom hertil helt fra Præstø og Næstved og fra Nykøbing ovre paa Falster.  Denne skønne Plads under Bøgene ved Vintersbølle Aa var den Gang berømt i flere Miles Omkreds.  Henne paa Blegens Holdeplads under de mægtige Popler holdt Vognene.  Det var den Gang Høstvogne, hvori Landboerne kom kørende langvejs fra eller store Char-a-banc’er, og saa Landauere fra Vordingborg, Wienervogne, som vi kaldte dem den Gang for længe siden.  Her paa Holdepladsen fik Skovgæsterne det første Indtryk af Stedets Skønhed og Ejendommelighed.  Ved Foden af Bakken laa Væveriets hvide, rødtagede Bygninger, det engelske og det danske Værksted.  Paa Bakken ved Kidhaveskoven laa Tørrehuset, et swtort Træhus, der mest bestod af Lemme, der lukkedes op eftersom Vinden blæste, saa den friske, iltholdige Skov og Søluft susede igennem Huset og tørrede og blegede det ophængte vaade Dækketøj, der lige var kommet op fra Vaskeriet.  Og ud mellem Skovene paa Bakkerne til begge Sider Engen med de lange Rækker af Dækketøj paa Bleg.  Og derefter Bugten, den i Solskinnet glitrende, azurblaa Bugt, der i frisk Kuling fra Sydvest kunde være i stærkt Oprør og vise sine hvide Tænder.  Denne Bugt, kranset af Oringepynten, Masnedø og Falster med Orehovedskovene ude i Horisonten.  Paa stille Dage laa der maaske en hel Flaade af Sejlskibe lige op til anselige Brigger ovre ved Masnedø Flak og ventede paa Vind.  Fra Holdepladsen spadserede Skovgæsterne saa op forbi Fabrikantens Hus og Have og ad den højtliggende Vej paa den skovbevoksede Skrænt langs Aaen til Festpladsen.

Vintersbølle Aa

I Kulturbilleder fra Sydsjælland har jeg i en Artikel om Køng Fabrik paa Vintersbølle Bleg beskrevet Vintersbølle Aa som den var i Firserne: Ved Vordingborg Landevej mellem Nyraad og Vintersbølle By ligger 40 Fod over Havets Overflade Hulemose Sø ÆØst for Landevejen.  Vest for Landevejen i en dyb Slugt ligger en af Danmarks ejendommeligste Vandmøller, Hulemose Mølle, hvis smjukke, eventyrlige Naturomgivelser er foreviget ligesom flere Partier af Vintersbølle Aa af vore første Landskabsmalere.  Møllen stod ved en Sluse i Forbindelse med Søen, og naar Slusen lukkedes op, og det store Vandhjul, senere en Turbine, blev sat i Gang, strømmede Vandet ned ad Skræntens bratte Fald, bort mellem Sten og Krat ned i Kløftens Leje og glad som en Bæk under Bøgenes Hang ind i Vintersbølle Skov.  Efterhaanden, som den gled frem gennem Krat og Skov og store, eventyrlige Grupper af Tordenskræpper, udvidede den sig til en Aa, der stadig blev bredere og dybere for til Slut at brede sig til en lille Sø mellem høje, skovklædte Skrænter.  De gamle Bøge spejlede sig i Søen, Aakandebladene flød paa deres blanke Vand, Gedden slog i Vandskorpen og Odderen lurede paa Bytte under Brinken.  Denne Sø, der laa ca. 15 Fod over Havets Overflade, var mod Vintersbølle Blegeri afgrænset af en Dæmning, forsynet med et Stigbord, og naar det lukkedes op, brusede Vandet ned gennem et stensat Fald og løb ind under Vaskeribytgningen til det store Vandhjul, der allerede i 70′erne drev den store Valserulle og den lige saa mærkelige Rubbemaskine.  Vandet gled fra Vaskeribygningen videre som en Bæk, ofte medførende Aborrer, Skaller og Suder fra Hulemose Sø, og Bækken snoede sig bort mellem Fabrikkens haver og Marker forbi den høje Bakke ved Strandskoven, Kringlenborg, langs med Blegeriengen og til Slut gennem et af Siv (Tagrør) og gule Iris kranset Udløb ud i den blaanende Bugt.  Forlængst er Væveri og Vaskeribygninger jævnet med Jorden, og det hvide og det røde Hus oppe paa Bakken under Poplerne er borte.  Men Fru Reimann, der nu bor i en smuk Villa paa den gamle Boplads, har anlagt en nydelig, lille Blomsterhave paa det røde Hus’ Grund, og den klassiske Udsigt over Bugten har Menneskene ikke evnet at ødelægge.

Vintersbølle Skov

har allerede i en Aarrække været afspærret for Køretøjer, og naar Vordingborgenserne nu vil i Skoven, spadserer de gennem Vasardskoven til Søholm eller sejler med Rasmussens Motorbaad til det paa Bakkebølle Klint pragtfuldt beliggende Hjalet; Vintersbølle Skov er ved at gaa i Glemme.  Endnu i dette Aarhundredes Begyndelse maatte man køre ned gennem Strandskovens den Gang saa skønne og højtidelige Bøgehald.  Nu er der kun en ringe Part af de gamle, staalgraa Kæmper tilbage.  Og den ældgamle Langdysse, Valdemarstenene, kan daarlig nok ses fra Vejen, saa overgroet med Krat og vilde Planter er den.  Her lagde Skovgæsterne i gamle Dage Smaapenge ned i Fordybningen paa den flade, runde Sten, der laa i Midten af Dyssen.  Det var en Gave til Skovnisserne, og jeg har i denne Sommer konstateret, at Skovnisserne endnu holder til i Vintersbølle Skov og henter de Smaapenge, der lægges i Valdemarsstenen.

Den store Udsigt paa Klinten

mod Bugten er dog endnu den samme.  Herfra skuer Vandreren den Dag i Dag ud over det skønne Farvand mellem Sydsjællands Kyst, Falster og Bogø.  Hvor er her skønt en Sommermorgen, naar Solen hæver sig over Skoven mod Øst og forgylder Egepurret paa Skrænterne, og den blaanende Bugt, hvor Gravanden fra Klinten svømmer med sine Ællinger, og en Fisker fra Strandgade eller Bakkebølle Strand røgter sit Bundgarn fra sin rødsejlede Baad.  Eller en Eftermiddag, naar Solen glitrer over Bugten, og Lystbaade med Sejl i alle Farver inde fra den smukke By Vordingborg stryger ned mod Bogø og Sortsøgab med Vordingborgs Vartegn, Murkæmpen Gaasetaarnet, agter ude, som en mægtig Vagtpost, der ses viden om, smukkest helt ovre fra den lille By Stubbekøbings pragtfulde Anlæg.

Sensommeraften

Jeg stod her en Sensommeraften, hvor den nedgaaende Sol endnu spredte sin farverige Metalglans over de stille Vande.  Snart var den sunket bag Havet i Vest, og Skyggerne bredte sig hurtigt over Skov og Strand.  Lysene tændtes ved Orehoved, paa Masnedø og ved Masnedsund, og Maanen dukkede op bag Bogø og kastede sin Sølvbro ud over Vandet, hvori allerede de første Stjerner spejlede sig.  Og se, om Skovpynten gled et stort Lys frem og hen over det stille Vand.  Hvad var dog det?  Først ved Eftertanke forstod jeg, hvad det var, Fiskeren paa Blus, som i Barndommens Dage, naar vi Drenge iagttog dem henne fra Kringlenborg en lys Juniaften samtidig med at vi lyttede til Nattergalens Sang fra Slaaenkrattet ved Stranden.  En Spetemberaften forrige Aar, hvor Vordingborg stod i Rundskuets Tegn, saa jeg Gaasetaarnet lyse i fosforagtig Glans, der sammen med Lysene paa Øerne dannede en vidunderlig Illumination om de mørknende Vande.  Henfalden i Drømmerier over Barndomslandets Skønhed vækkedes jeg op til fuld Bevidsthed ved en dundrende Rungen over Skoven!  Var det Kong Volmers vilde Jagt, nej, se, der højt oppe den røde Lanterne!  Nu allerede helt ovre ved Masnedø, nu inde over Falster og nu forsvundet, medens Svingfyret ved Rødbyhavn blusser op i Horisonten.  Det var Natflyveren til Hannover, London og Paris, der gled bort gennem Luften.  Den nye Tid rykker hastigt frem, de gamle Tider glemmes hurtigt nu om Stunder, som Blegen snart er glemt, og den gamle en Gang saa skønne og endnu smukke Skov.  Jeg sidder den sidste Dag hernede og taler med en af de gamle Veteraner fra Vintersbølle Bleg, den 83-aarige Gardejer P. Abel, Bakkebølle.  Hans klare Øjne lyser ved Minderne fra de gamle Dage.  Han husker endnu fra 2 Menneskealdre tilbage de mindste Detailler, en Menneskealder regnes jo kun til 35 a 40 Aar.  Da jeg har trykket hans Haand til Farvel og gaar ned mod den gamle Skov for endnu en Gang inden Rejsen at høre Vinden suse i Bøgenes Kroner, mindes jeg Digterens Ord: “Hvor blev de røde Roser dog?….”