Af Hugo Rindom Bech

 

De 3 familier Bech, Wethal og Henriksen oplevede sammen nogle år på Plantagen Baltica.

Peter Bech var ejer i årene 1936 – 1960. Einar Wethal var bestyrer i perioden 1936-1942, og Erhard Henriksen var bestyrer i perioden 1942 – ca. 1962.

I det følgende fortælles om dem selv, deres familier og deres liv på plantagen. 

 

Anders Peter Bech – min farfar – køber plantagen Baltica i 1936

Anders Peter Bech, der var min farfar og i daglig tale blev kaldt Peter Bech, købte i 1936 plantagen Baltica ved Bakkebølle Strand.

Han ejede i forvejen et større gartneri i Hvidovre uden for København. Det havde han selv bygget helt op fra grunden i 1919 og udvidet det i de efterfølgende år.

Senere sælger han denne ejendom og bygger et nyt gartneri i Ishøj syd for København i 1955.

Ejendommen  Baltica var dengang på 34 tdr land, svarende til 17 ha, der er ca. 170.000 m2.

Ejendommen gik helt ned til Bøgestrømmen og hovedbygningen, der var resterne af en gammel gård, lå tilbage oppe på grunden.

Jordstykket skrånede mod syd og beliggenheden tæt ved vandet var ideel for frugtavl.

Der var da også ret mange frugtplantager på denne tid i det sydlige Sjælland og på øerne.

Ejendommens bygninger lå hele 35 meter over havets overflade, hvorfor der er en storslået udsigt ned over grunden mod Bøgestrømmen.

Anders Peter Bech købte ejendommen af selskabet ”Baltica A/S for Frugtavl” der kort forinden var trådt i likvidation. 

Den tidligere ejer (proprietær/grøntsagsdyrker/plantageejer) Erhard Frederiksen, havde erhvervet gården i 1918 og anlagt den som frugtplantage i 1919.

Købsprisen i 1936 for farfar var 40.000 kr.

Da plantagen i sin tid blev anlagt var det  udelukkende æblesorten Slotø/Annie Elizabeth, der blev plantet.

Da sorten Slotø delvist var et madæble, faldt det ikke rigtig i kundernes smag.

Der var på plantagen plantet i alt 5.550 træer. 

Da farfar købte ejendommen ompodede han de eksisterende træer til en række nye mere moderne sorter.

Han indførte selv enkelte nye æblesorter til Danmark fra USA og Canada, bl.a. æblesorten Lobo.

Peter Bech var internationalt uddannet gartner og havde derfor stiftet bekendtskab med moderne frugtavls- og gartneridrift i udlandet.

Peter Bech var altså klar til at drive frugtplantage fra sommeren 1936.

30erne var ellers præget af et samfund i krise. Arbejdsløsheden var stor, og det er da umiddelbart imponerende, at Peter Bech i denne krisetid økonomisk har været i stand til at købe yderligere en ejendom. Man skal tænke på, at der ikke blot investeres i et køb af plantagen, men der skal derudover ydes en stor arbejdsindsats med at forbedre plantagen. Dertil kommer at nyplantede træer ikke giver nogen stor høst de allerførste år, hvorfor man ikke kan forvente et afkast af nogen betydning.Der er da også kommet nogen hjælp udefra, idet hans mor var ret formuende.

Hans far havde fra ca. år 1900 og de efterfølgende årtier både solgt og udstykket jord vest for Valby landsby. Valby var i året 1900 blevet indlemmet i Københavns Kommune, og et stort byggeri påbegyndtes. Det gav stigende jordpriser og gjorde familien velhavende. Man dyrkede derfor ikke jorden, men levede det gode liv i starten af det 19. århundrede.

Af tingbogen for ejendommen i Bakkebølle den 18.09.1940 fremgår det, at der udstedes et pantebrev på 20.000 kr. til ”Enkefru Maria Bech”.”Enkefru Maria Bech” kan ikke være andre end ”Enkefru Karen Marie Bech”, der er min oldemor.

Det synes som om, at min farfar har fået et lån på 20.000 kr. af sin mor til køb af ejendommen Baltica. Pantebrevet i ejendommen gjaldt så som sikkerhed for lånet.

 

Peter Bech ansætter sin svigersøn Einar Wethal 

Ved overtagelsen i 1936 ansætter Peter Bech sin svigersøn nordmanden Einar Olav Wethal som bestyrer på plantagen. Denne var den 03.06.1932 blevet gift med Peter Bech´s ældste datter Inger Marie Bech i Hvidovre Kirke.

Deres førstefødte Laila Wethal blev født den 23.03.1933. Ejnar Wethal var uddannet gartner fra en gartnerskole på Sørlandet i Norge.Han var født i Ullensaker, Akershus og var af god norsk familie.

 

Peter Bech og hans arbejde for danske gartnere og frugtavlere.

Min farfar Peter Bech var meget optaget af sit organisatoriske arbejde for de danske gartnere og frugtavlere primært inde i København, og det var derfor nødvendigt at have en betroet person, der i det daglige styrede driften på plantagen.

Ligeledes havde min farfar ansat sin søn – der altså var min far –  til at være bestyrer af  gartneriet i Hvidovre. På denne måde var han i høj grad frigjort og kunne rejse i ind- og udland som repræsentant for de danske gartnere og frugtavlere. Flere af hans tillidserhverv var da også udenlandske. Ved både at have et gartneri og en frugtplantage kunne han på værdig vis repræsentere de 2 erhverv, som han i sine organisatoriske embeder var talsmand for.

Peter Bech tildeles Ridderkorset af I grad (10.05.1950), han var tidligere blevet tildelt Dannebrogsordenen/Ridder af Dannebrogsordenen (10.05.1929) og en meget fin Finsk Ridderorden ”Finlands Hvide Rose”

På sit dødsleje fik han tildelt Kommandørkorset af II grad (21.12.1959)

Han døde den 30.01.1960 og blev begravet på familiens gravsted på Hvidovre Kirkegård.

 

Einar og Inger Wethal flytter ind på ”Gården”

Peter Bech´s datter og svigersøn Einar og Inger Wethal flyttede ind på ejendommens hovedbygning, der blev kaldt ”Gården” formentlig ca. 1936.Her bor de som bestyrerpar indtil 1942, hvorefter de flytter over i en nyopført hovedbygning kaldet ”Baltika” Det var en stor villa i 2 etager og den eksisterer endnu. Den blev opført på et mindre tilkøbt jordstykke fra naboejendommen.Det er ikke helt blevet klarlagt hvorfor den nyopførte bygning navngives Baltika med k og ikke c.

Baltica var navnet på plantagen. Dette havde den fået ved oprettelsen i 1919. Navnet Baltica er oprindeligt nok valgt ud fra en tanke om en kommerciel identifikation af de varer som skal sælges fra frugtplantagen.
Da så farfar bygger huset i 1942 ønsker han formentlig at sondre mellem navnet på plantagen Baltica, og den nye bygning han selv opfører.
Måske har det været en yderligere begrundelse, at navnet Baltica med c i samtiden allerede var et meget kendt forsikringsselskab, og at han derfor ønskede at distancere sig fra præcis dette navn.
Men sandsynligvis skyldes forskellen altså, at give et forskelligt navn på plantagen og bygning – og så alligevel måske ikke.
Vi ved det ikke med bestemthed.  Måske skyldes det simpelthen blot en fejl fra stenhuggerens side.

 

Peter Bech ansætter Erhard Henriksen som bestyrer

Samtidig hermed ansatte min farfar i vinteren 1942 Erhard Rasmus Henriksen som ny bestyrer på plantagen. 

Erhard Henriksen kom fra en gammel  slægt, der i mange generationer før og efter har boet på egnen.Erhard Henriksen havde oprindeligt som 20-årig været med til at plante de første æbletræer under den tidligere ejer på plantagen tilbage i 1919. Nu vendte han tilbage og blev ansat som bestyrer. Hans kone Anna Margrethe Henriksen, fik også et job på plantagen, idet hun passede folkeholdet.

 

”Gården brænder”

Bestyrerparret flyttede ind på ”gården” i 1942, men blot 4 dage efter brændte den ned til grunden. Årsagen til branden skyldtes, at en af karlene havde tændt op i en kakkelovn i gruekedelrummet. Karlene boede på længens  1. sal, og de ønskede at varme huset op i den strenge vinter.Der var altså ikke tale om ildspåsættelse, men et uheld opstået ved, at der blev fyret for kraftigt i en kakkelovn.

Det må have været frygteligt for bestyrerparret Henriksen netop at være flyttet ind i en ny bolig og så opleve, at den efter blot 4 dage brænder ned til grunden. Birte Nielsen, der er barnebarn af Erhard Henriksen, fortæller at alt familiens indbo gik tabt ved branden.

Familien flyttede ned i et bjælkehus kaldet ”Mamsens Hus”, der ligger nede ved stranden. Huset tilhørte i flere generationer familien Mamsen, men tilhører nu en ny ejer.

Da det nye hus er genopført – vel et års tid senere – flytter familien Henriksen tilbage til ”Gården”

Langs med Bøgestrømmen ved stranden lå i øvrigt enkelte andre huse – bl.a. et hus ”Ellehammers Hus”, der tilhørte den danske opfinder og flypioner Jacob Christian Ellehammer.

Ellehammer var født i Bakkebølle.

 

Einar og Inger Wethal

Birte Nielsen har for nylig haft kontakt til nogle personer, der kendte Einar og Inger Wethal på plantagen. 

De kan fortælle, at Inger var meget afholdt. Hun havde et venligt væsen og omtales af flere som værende et dejligt menneske.

Einar og Inger havde nogen bekendte – familien Markussen – der var ejere af et gartneri i Bakkebølle. 

Deres datter Birthe Rasmussen f. Markussen sad engang på skødet af Inger, og Inger fortalte hende, at hun nu godt måtte kalde hende ”tante Inger”, og den lille pige blev meget glad for denne tillidserklæring.

Bemærkelsesværdigt at en sådan ganske lille hændelse printer sig i et ungt liv og kan huskes med glæde og taknemmelighed mange årtier senere.

Birthe Rasmussen gik i skole med Inger og Einar Wethal´s mellemste søn, Peter Wethal.

Inger havde desværre dårlige nyrer, og efter flere års sygdom døde hun den 10.11.1945 i en alder af kun 34 år.

Hun efterlod sig ægtemand og 3 børn Laila Wethal, Peter Otto Ole Wethal og Hans Oluf Bech Wethal. 

Børnene blev kort tid efter anbragt hos Einar Wethal´s søster oppe i Norge.

Det må have været meget hårdt for de 3 børn at miste deres mor, og samtidig være langt væk fra deres far.

Birthe Rasmussen fortæller, at specielt Einar og Ingers søn Peter havde det svært. Han var dertil ordblind, og det var i en tid, hvor man desværre ikke forstod dette handicap.

Peter Bech´s svigersøn Einar Wethal bliver 2 år efter sin kone  Ingers død i 1947 gift med Margrethe Møller fra Vendsyssel – kaldet Margo.

De bliver gift i Thorslunde Kirke den 25.07.1947.

Margrethe Møller betegnes i kirkebogen ”pige, husbestyrerinde”, så hun har nok indledningsvist fungeret som husbestyrerinde for enkemanden Wethal.

På dette tidspunkt var Einar Wethal ikke mere ansat på plantagen.

Det har sandsynligvis været med et ønske om at få sit eget, at Einar Wethal forlod plantagen Baltica. 

Han lejer en frugtplantage – Æblehavegaard, der ligger øst for landsbyen Ishøj, syd for København.

Desværre sker der det, at en sprøjtning går galt, og alle plantagens æbletræer visner. Det fortælles, at der blev udleveret en forkert gift til sprøjtningen fra leverandøren, men Einar bliver udnævnt til den ansvarlige.

Einar må udrede en erstatning og fraflytter Æblehavegaard. Han bliver herefter bestyrer på en anden æbleplantage Guldborgland Frugtplantage på Lolland. 

Alt dette sker i krigsårene (1940-1945), hvor min far – Ludvig Bech – gjorde tjeneste i politiet.

Da politiet blev deporteret den 19.09.1944 er min far på vej til tjeneste en tidlig morgenen. Han er i uniform, og har blot en frakke udenpå denne. På sporvognen gør en rejsende ham opmærksom på, at politiet er taget af besættelsesmagten tidlig samme morgen. Han kan genkende min far som politibetjent på hans læderstøvler, der stikker ud under frakken.

Min far springer af sporvognen og søger ud til sin svoger Einar Wethal, der nu bor på Æblehavegaard. Her kan han skjule sig, og resten af krigen virkede han som frihedskæmper.

I krigens sidste dage var han leder af en modstandsgruppe på 8 mand, der bl.a. havde en træfning på Rådhuspladsen, hvor 2 tyske soldater bliver dræbt. 

 

Peter Bech´s bliver skilt og gifter sig igen

Min farfar ejede plantagen i 18 år indtil sin død i januar 1960. 

Han var gift 2 gange – først med min farmor Mary Ingeborg Caroline Rasmussen, der kom fra Korsør.

Der opholdt Peter Bech sig nemlig på Mathiesens Planteskole for at dygtiggøre sig.

Mary stod i broderiforretning, hvor Peter Bech kom forbi en dag – og også dagen efter. Han gik ind i forretningen og præsenterede sig som formand for gymnastikforeningen i Korsør.

Han foreslog, at Mary skulle brodere navnetrækket på nogle hvide skjorter, der skulle bruges til en opvisning dagen efter med et efterfølgende bal.

Anders spurgte om hun ville med, men hun sagde, at hun først skulle spørge sine forældre.

Forældrene sagde ja, på den betingelse, at forældrene også skulle deltage.

Da festen var slut spurgte Anders, om han måtte følge hende hjem – og det måtte han godt på den betingelse, at forældrene skulle gå foran.

Sådan mødte min farfar og farmor hinanden.

Peter Bech og Mary fik 5 børn sammen.

Ægteskabet blev opløst i 1943.

Det fortaltes i familien, at Mary helst ville gå hjemme. Hun var meget huslig og var ikke så interesseret i det udadvendte liv, som min farfar efterhånden førte.

Sandsynligvis har hun derfor ikke været så meget med nede på plantagen, og Peter Bech har nok også kun selv været der på kortere ophold.

Men når han var der, så skulle der føres stort hus.

Erhard Henriksen barnebarn Birte Nielsen blev født i 1944, og hun har så gennem ca. 10 “bevidste” år oplevet Peter Bech og familiens liv på plantagen. De allerførste barneår sætter jo ikke særligt sine spor i erindringen.
Peter Bech var et renaissancemenneske på godt og ondt. Han gik på ræve- og harejagt i plantagen, og strand- og havjagt fra sin motorbåd, der lå på svaj ved kysten. Han fiskede gedder i Storstrømmen, dengang det lave saltindhold i vandet muliggjorde dette. Farvandet mellem øerne var dengang kendt for sine store gedder. Jeg husker, at han engang kom til gartneriet i Ishøj og stolt i bagsmækken på sin flotte Opel Capitain fremviste en stor gedde, som han havde fanget nede ved plantagen.

 

Peter Bech som politiker

Peter Bech var udadvendt og selvsikker. Han påtog sig mange offentlige, ulønnede hverv, og han elskede selskaber og store forhold.

Han var en kendt offentlig person i samtiden.

Man skal i den forbindelse huske på at industriens betydning endnu ikke var slået igennem i samfundet. De store erhverv var først og fremmest landbruget, men også gartneri og plantagedrift betød relativt set meget.

Peter Bech blev valgt af de konservative i Hvidovre Kommune, og var en årrække viceborgmester i samme kommune. Han dannede alliance med den socialdemokratiske Ole Toft-Sørensen. De repræsenterede hver især henholdsvis de gamle, oprindelige, konservativt indstillede Hvidovre-beboere (bønder og gartnere) og de ny tilflyttede (arbejder og funktionærer) i de nye bebyggelser, der jo dannedes ved udstykninger af gårde og gartnerier i de år.

Ved at socialdemokrater og konservative regerede i forening var der tale om en solid bred repræsentation af kommunens beboere.

Peter Bech´s nye kone – Karen Oxvang – blev af de ansatte opfattet som meget lidt huslig. Birte Nielsen fortæller, at hendes mormor måtte hjælpe til i huset både med at stoppe strømper sy og lave mad. Dengang hørte dét at stoppe strømper og lave mad jo til enhver husmoders kunnen.

Sjovt at tænke på, at farfars første kone – min farmor – var særdeles huslig og elskede at sy og holde sit hjem propert og fint – og at farfars anden kone var stik modsat. Der var jo dertil en generation til forskel mellem de 2 kvinder.

Huset på plantagen Baltica eksisterer som tidligere nævnt endnu, og en granitsten over hoveddøren med påskriften Baltika fortæller om fortiden.
Huset er et herskabshus i 2 etager. Nu er det delvist ombygget. 

Birte Nielsen husker, at der var et anretterværelse mellem køkken og spisestue. Det betød, at maden blev lavet i køkkenet og sat klar i anretterværelset, således at den hurtigt og pænt kunne serveres i spisestuen for familien.
Ligeledes husker Birte Nielsen et “herreværelse”, hvor der var et stort billardbord i midten af rummet.

Desværre har jeg ikke selv nogen erindring om plantagen Baltica og min farfars virke der.

 

Der bygges nyt på ”gården”

Efter branden på ”Gården” blev der bygget et nyt hus på dette sted. Huset eksisterer endnu, men er ombygget til ukendelighed.

Der var oprindelig tale om et længehus, hvor bestyrerparret boede i den ene ende. I midten var der indgang til en ”borgerstue” til folkeholdet og et fælles ”das”. I den anden ende var der stald til hestene.

Ordet ”borgerstue” er et almindeligt norsk ord, så måske har det været nordmanden Einar Wethal, der har givet dette navn til folkerummet.

 Som en kuriositet kan fortælles, at der på loftet af bygningen var 2 store klokker. De gik i gang, når en af lamperne på fyret ved stranden gik i stykker. Det var så et signal om, at der skulle skiftes en lampe i fyret. Birte Nielsen fortæller, at alle blev meget forskrækkede, når en af de store klokker pludselig gik i gang.

Det var dengang almindeligt, at nogle af karlene boede fast på plantagen, ligesom karlene på bøndergårdene boede i gårdenes længer. Man havde altid mindst 3-4 karle boende hele året på gårdens loft. Uden for frugtplukkesæsonen udførte karlene flere slags arbejde, herunder ompodning, beskæring, fældning, sprøjtning o.s.v.

På et senere tidspunkt sidst i 50erne blev noget af frugten kørt til gartneriet i Ishøj, derfra omladet og kørt på det nye Københavns Grønttorv ude i Valby. Det var min far, der stod for salget på dette tidspunkt.

Far var en rigtig god sælger. Han forstod at tage vare på salget og pleje sine kunder.

På et senere tidspunkt var min mor med i arbejdet og hun tog sig af blomsterkunderne.

Det var hun rigtig god til, og hun blev meget afholdt.

Det var jo dengang små selvstændige blomsterhandlere, der hver især mødte op på torvet meget tidlig og købte ind til dagens salg.

Der opstod derved et nært kendskab mellem sælgere og købere.

Det var vigtigt for en blomsterhandler hurtigt at besøge stadet, modtage sine varer, der så skulle passe til det aftalte omkring pris og kvalitet.

Det gjaldt jo om at kunne komme hurtigt hjem til forretningen og starte salget.

 

Folkene på plantagen – plukning, lagring, transport og salg af frugten.

Nogle af karlenes ansættelse på frugtplantagen omfattede også kost og logi, og arbejdet med folkeholdet har derfor været stort.

På arkiv.dk kan man også se en række billede af æbleplukkere og karle på Baltica.

Ved æblehøsttid ud på sommeren blev der ansat mange såkaldte æblekoner fra omegnen. De plukkede og sorterede frugten, og karlene samlede derefter kasserne med frugt og kørte dem på lager i laden. Laden var en træbygning, der lå nede i plantagen. Den eksisterer ikke mere.

”Æblekone” betød fra gammel tid en kone, der falbød æbler enten fra et stade på et af byens torve, eller direkte til kunden fra gaden, men er altså overgået til at være en kvinde, der plukker æbler i en plantage.

Plukningen  i plantagen skete for de små træers vedkommende ved at æblekonerne stod på jorden. For de større træer måtte man anvende stiger – de såkaldte wienerstiger, der er 2 stiger, der fastlåst øverst og er stillet op mod hinanden. De kan klappes sammen, så er det nemmere at flytte dem.

Transporten fra plantagen hen til laden skete med hestevogn, hvorfor Baltica havde 2 heste til denne transport.  Det var årsagen til, at der indrettedes en stald efter branden i 1942.

Den nye stald var kun i anvendelse få år. Derefter blev hestene afløst af en grå Ferguson traktor. Den var en del af Marchallhjælpen, som danmark modtog fra USA i 1947 og de efterfølgende år.

Stalden henstod i mange år som hestestald med indretning til tøjring m.v. men blev ikke brugt mere.

Når frugten skulle sælges havde man en torvekusk, der kørte varerne til Grønttorvet inde i København – Israels Plads, som den senere kom til at hedde.

Fra Københavns Grønttorvet blev frugten solgt til frugt- og grønthandlere, der solgte den videre direkte til kunden.

Der var i mange år forsat på pladsen en række torvestader ud mod Frederiksborggade, og de var resterne af det oprindeligt meget større grønttorv. Der er i dag indrettet nogle overdækkede torvebygninger – kaldet Torvehallerne på den østlige del af Israels Plads. En moderne torvedrift, men nu tilpasset det danske klima. En torvedrift som nu også omfatter mange slags spise- og drikkevarer, her i blandt forædlede varer og delikatesser – helt i tidens stil.

Sydsjælland og øerne er særligt egnet til dyrkning af frugt på grund af det milde klima, som bælterne giver om vinteren, idet vandet holder på varmen, så man ikke om foråret får den strenge nattefrost, der nedsætter eller ødelægger bestøvning og frugtsætning.

Erhard Henriksens barnebarn Birte Nielsen husker, at hun sammen med sine forældre har besøgt en af de årlige navnkundige blomster- og frugtudstillinger i Københavns dengang største udstillingsbygning Forum. Hun husker særligt Peter Bech’s stand, hvor der var et lille springvand med de smukke Lobo æbler, der var pudset flot røde. Den samme dag besøgte de også Peter Bech’s blomstergartneri i Hvidovre, hvor min far og mor boede.

 

Frugtplantagerne historisk set

Historisk set opstod den første større erhvervsplantage i Svendborg nærmere betegnet Gammel Hestehauge, der blev grundlagt i 1871

I 1927 stiftedes foreningen Dansk Frugtavl med det formål at fremme plantning af frugttræer i Danmark og medvirke til udvikling af bedre dyrkningsformer.

De frugtavlere, der opfattede sig selv som erhvervsfrugtavlere dannede i 1934 Danmarks Erhvervsfrugtavlerforening.

De to foreninger blev fusioneret i 1971.

I starten af 1940’erne blev der produceret 40.000-50.000 tons æbler i Danmark. 

Under besættelsen 1939-1945 blev der foretaget betydelige nyplantninger af frugttræer, og i begyndelsen af 1950’erne blev der produceret mere end 100.000 tons æbler på ca. 10.000 ha. 

Det totale erhvervsfrugtavlsareal var på cirka 13.000 ha. 

Op gennem 1960’erne lå arealet på 12.500 ha med æbler som den dominerende kultur, men i perioden 1972-95 mindskedes det igen til cirka 9000 ha. 

Det største fald skete for arealet med æbler.

Udviklingen i frugtavlsarealet har gennem tiderne været stærkt afhængig af politiske forhold og landbrugets konjunkturer. Den største opblomstring skete under og efter 2. Verdenskrig, hvor import af frugt ikke var mulig. Siden Danmark i 1973 blev medlem af EU, er konkurrencen fra importeret frugt øget, og æbleproduktionen er mere end halveret. 

Der er dog stadig noget helt særligt over æbler dyrket i Danmark, idet de har en stærkere og fyldigere smag.

Klimaændringen – med de senere års mere fugtige vejr – har dog givet mulighed for udvikling af frugttræernes sygdomme. Særlig Æblevikleren har de seneste år givet danske æble-frugtavlere problemer.

I dag dyrkes en række nye sorter, der ved forsøg har vist sig at være mere modstandsdygtige overfor sygdomme. Derved kan man undgå at sprøjte helt så meget.

Udvælgelsen af de bedre sorter er sket efter mange årtiers dyrkningsforsøg på landets forsøgsstationer.

Æblesorterne på æbleplantagerne i 1920-1950erne var bl.a. Ingrid Marie, Bodil Neergaard, Augustæble, Filippa, Gråsten, Guldborg og Pigeon.

 

Plantagen Baltica nedlægges.

Ved Peter Bech’s død i 1960 arvede hans kone Karen plantagen, og hun valgte efter et par år at sælge den. 

Køberen var vekselerer og skibsreder fra København Bent Waagensen, der også havde købt en anden stor ejendom ned til vandet. Det var lystejendommen “Hjalet”.

Vekselereren udstykkede plantagen Baltica til sommerhusgrunde. Dette skete i perioden 1962-1964

En række æblestræer står fortsat i nogle af sommerhusenes haver.

Sommerhusområdet kaldes Bakkebølle Strand.

Hovedbygningen på Baltica eksisterer fortsat, men har fået udført et par tilbygninger, herunder gavl med en stor balkon og en større garage. I haven er der etableret et svømmebassin.

Over bygningens hoveddør er der indmuret en sten, hvorpå der står BALTIKA.

 

Erhard Henriksen og han kone Margrethe efter Baltica

Da Bent Waagensen udstykker er der ikke mere brug for bestyrerparret Henriksen på plantagen.

De flyttede ud af bestyrerboligen og ned i et anneks til ejendommen Hjalet. Familien Henriksen har formentlig hjulpet vekselereren med også at passe denne store ejendom, ligesom de i sin tid hjalp Peter Bech på plantagen.

Således sluttede familien Henriksen deres virke på frugtplantagen Baltica.

Erhard og Anna Margrethe Henriksen boede i annekset til Hjalet i ca. 10 år, hvorefter de flyttede i en lejlighed inde i Vordingborg. Her boede de til deres død. De dør begge i 1977 – 2 måneder efter hinanden.

Ejendommen Hjalet skifter ejer flere gange gennem tiden, og er i dag kursusejendom. Den hedder nu Johanneberg efter den nuværende ejers kone, der hedder Johanne.

Hovedbygningen på Baltica ligger i dag i tilknytning til sommerhusudstykningen, men den er fortsat en helårsbolig.

Den har nu adressen Frugthaven 26 – 4760 Vordingborg.

Dette er en let redigeret udgave af Hugo Rindom Bechs beskrivelse, men en mappe med den originale udgave med billeder og noter ligger i foreningens arkiv.