Historisk: Bakkebølle Sprøjtehus

Bakkebølle Sprøjtehus

Den 2. marts 1861 kom den nye brandpolitilov, som pålagde kommunerne brandslukningsarbejdet. Tidligere var det hovedgårdene, som havde denne forpligtigelse, ellers var det op til den enkelte by selv at sørge herfor. Sprøjtehuse bygget før 1861 lå derfor ofte i forbindelse med de store gårde eller slotte.

Kommunerne blev nu pålagt at anskaffe sig det rette materiel, der skulle opbevares et centralt sted og gerne i nærheden af vand. Imellem 1861 og 1865 dukkede der således mange sprøjtehuse op, som nu ofte lå inde i landsbyerne tæt på gadekær eller branddam.

Der findes i dag mange velbevarede sprøjtehuse og der skulle være omkring 44 danske sprøjtehuse tilbage i dag. Der har været en del forskellige typer, men den oftest forekommende bestod af et lille hvidt hus med tegltag. Heri stod den hestetrukne sprøjte – og evt. senere det motordrevne køretøj.

Bakkebølle Sprøjtehus beliggende på Bakkebøllevej mellem nr. 39 og 43, er opført i 1865. Efter at have udtjent sin mission som hjemsted for egnens brandsprøjte, blev huset i mange år anvendt til oplagring af materiel og materialer for vejmanden i Nyråd-Ørslev.

Hvor længe huset fungerede som sprøjtehus står hen i det uvisse, men Vordingborg fik brandstation på Kirketorvet i 1927.

1997 var huset i meget dårlig stand. Et par af tallene på gavlen var faldet ned og der var fare for at gavlen ville følge efter. Vordingborg Kommune, som stadig var – og er – ejer af huset, havde egentlig ikke behov for huset, overvejede derfor nedrivning af det. Lokalbefolkningen var i mod da man følte det var en del af miljøet. Heldigvis fandt man pengene til den akutte restaurering.

I efteråret 2022 fik Nyråd Lokalforum overdraget huset til opbevaring af sit materiel og vil i 2023 påbegynde en tiltrængt istandsættelse.