Historisk: Da man “isede” på Hulemosesøen.

Afskrift af artikel bragt i Vordingborg Dagblad 24. november 1979 og underskrevet “Mejeristen”.

Der findes vel næppe ret mange her i landet, som kender begrebet “at ise”. Det hører formentlig fortiden til.

I “gamle dage”, hvilket i denne forbindelse vil sige tiden, før kølemaskinerne holdt deres indtog, måtte man skaffe sig de fornødne kuldereserver på anden vis. Og det kunne man. Man “isede”. Som barn har jeg oplevet dette, der som meget fra den tid var en interessant og malerisk oplevelse. Når det satte ind med streng frost – og det synes man vel altid at erindre fra barndomstiden, at det gjorde det hver vinter – således at isen var blevet af passende tykkelse, var det tid at begynde isningen. Det var det stedlige mejeri “Nyraad Andelsmejeri”, der lod det foretage, idet der ved smørfremstillingen benyttedes is til afkøling i sommertiden.

Det fornødne mandskab og køretøjer – vel som oftest hestetrukne slæder af passende størrelse – mobiliseredes for at få “Ishuset” fyldt op med ferskvandsis. Det begyndte med, at man – med økser – huggede hul i isen, således at man med en issav kunne save isen ud i passende flager. Issaven var efter min erindring en “skovsav” med håndtaget på tværs, og med en passende vægt i den part, der var under vandet, for at klingen skulle holde sig lodret under vandet, og ligesom trække med som kontravægt. De afsavede flager – der vel var en lille meter i kvadrat – blev lempet op ved hjælp af brandhager, og så kom vi drenge ind i billedet. Vi fik lov til at være med til at kure dem over isen ind til bredden, hvor køretøjerne holdt. Imidlertid blev isen så tyk, at slæderne med heste kunne køre helt ud til isranden, og det lettede arbejdet noget.

Hvor længe det varede at fylde ishuset, har jeg ingen klar erindring om, men det varede i hvert fald flere dage. Ishuset var en særlig bygning med et rum, der var dobbeltvægget. Hulrummet var fyldt op med tørvesmuld, der er stærkt isolerende. Nej, isolation er ikke en “nymodens” opfindelse. Opbevaringstiden for isen var af naturlige grunde mindst et år, og i milde vintre mere.

Tidspunktet for ovenstående oplevelse, der er set med barnets øjne, men forhåbentlig ret korrekt, er mellem 1924 og 1926. I 1927 kom jeg i lære på mejeriet, og da var kølemaskinen og dertil hørende anlæg i brug, og isningen “en saga blot”.