Personlige erindringer: Jørgen Voigt Arnsted

Af Jørgen Voigt Arnsted

 

Drengeår i Nyråd

 

Først et enkelt år i Nyråd

Jeg er født i 1936 i Ørbæk på Fyn, og midt i 1939 flyttede mine forældre og jeg til Nyråd.

Min far havde taget en uddannelse som kontrolassistent og var blevet ansat i Kontrolforeningen ”Sydsjællands Større Gårde”.

Vi flyttede ind i tagetagen hos slagtermester H.V. Larsen og hans kone Margit i Nyråd Hovedgade 48, lige skråt over for gadekæret.

Det første jeg husker, er en stor blå kaffekande, der stod på en kakkelovn og en gammel kone der slubrede kaffe af en underkop. Den gamle kone var mor til slagter Larsen. De to næste ting jeg husker er, at jeg fra vinduet så nogle tyske soldater marchere forbi nede på gaden. Det må have været i foråret 1940.

Jeg husker cykelsmed Hansen, der boede i nærheden af slagterbutikken. I hans værksted skulle jeg måle mig med hans søn Kurt, ved at vi stod ryg mod ryg.

Min bror Erik blev født i slagter Larsens hus i Nyråd den 16. december 1939.

 

Langø

I sommeren 1940 fik min mor en stilling som husholderske for et hold af gartnere og løsarbejdere på øen Langø udfor Langebæk, tæt ved Dronning Alexandrines Bro mellem Sjælland og Møn. Øen ejedes af overlægeparret Lundstein.

Min far kunne fortsætte med sit arbejde som kontrolassistent og min mor havde nu et arbejde. Vi boede i en gammel længe af en trefløjet gård, som lå overfor overlægeparrets store bolig.

Tilbage til Nyråd

Den 1. marts 1945 flyttede vi fra Langø tilbage til Nyråd, hvor min mor blev ansat som ekspeditrice ved Kalvehavebanen med bolig og arbejdsplads på Nyråd Station.

I virkeligheden var hun både stationsforstander, postmester og godsansvarlig. Nu var vi tilbage i byen, hvor vi havde boet 1939-40.

Rengøring og fyring om vinteren var også hendes arbejde. Der var tre gammeldags lokummer på stationen. Der var to toiletter til de rejsende og et inde i vores gård til familien. De skulle tømmes efter behov.

Der var tre kakkelovne. En på kontoret, en i ventesalen og en i vores dagligstue. I køkkenet var der et gammeldags komfur. Der var to vandhaner i huset. En i køkkenet og en i vaskehuset ude i gården. Alt dette sansede jeg ikke, da jeg som syvårig kom til Nyråd Station, men det har været let at rekonstruere. Vi boede i huset i ca. 8 år.

Det var hyggeligt på de kolde vinteraftener, når vi skulle i seng i loftsværelset, hvor der ikke var opvarmet. Det hyggelige bestod i, at min mor lagde mursten til varme på kakkelovnen. De blev så pakket ind i avispapir og lagt i fodenden af sengen.

Min bror Erik gik meget tidlig til undervisning i fløjtespil hos Julius Jensen, der boede tæt ved stationen. Han var en god lærer. Erik måtte støtte den lange tværfløjte på et bord, da han var for lille til at løfte den.

Han blev optaget i den nyoprettede Prins Jørgens Garde i Vordingborg, som piberdreng i 1946-47.

 

Gøremål på stationen

Nyråd Station var en af 6 stationer og 6 trinbrætter, som betjente de rejsende på den 21,2 kilometer lange privatbane mellem Vordingborg og Kalvehave.

Der var meget min mor skulle sætte sig ind i. Toggang med afgivelse af meldinger til de næste stationer ved ankomst og afgang. Det foregik på signaltelefoner, hvor hver station havde sit særlige ringesignal.

Et signal på perronen skulle sættes hvis der var fri adgang for toget til at køre ind til stationen.

Godsvogne blev afsat på et skiftespor, og skulle sendes tilbage, når virksomhederne havde hentet deres gods. Mindre godsforsendelser blev sat ind i pakhuset. Det blev afhentet og nyt gods, der skulle sendes videre, blev anbragt der.

På pakhuset stod en stor vægt med masser af forskellige lodder, det var et godt legetøj. Billetsalg til rejsende skulle passes. De to postbude kom hver dag hjem med deres regnskab, som skulle aflægges og det skulle stemme.

Almindelige post- og banepakker blev anbragt i et pakkerum ved siden af kontoret. Min mor var under stort pres for at klare alt dette arbejde, og sætte sig ind i alt det nye.

Heldigvis hjalp min far, når han var hjemme fra sit kontrolassistentarbejde. Jeg fornemmede godt, at min mor havde utrolig meget at gøre. Men det som jeg synes var spændende, var de mange tog der kom og gik. To damplokomotiver, et diesellokomotiv og nogle skinnebusser. En af skinnebusserne var en almindelig rutebil, hvor der var sat skinnehjul under.

 

De første skoleår og fritidsaktiviteterne

Jeg kom også i ny skole. Forskolen for 1. og 2. klasse lå oppe i Nyråd. Jeg fik den sidste måned af skoleåret i forskolen, inden vi den 1. april rykkede fra 2. klasse til 3. klasse på Vintersbølleskolen.

Mit første sværmeri var skomager Thornbergs barnebarn Randi.

2. klasse fra Bakkebølle forskole kom også til Vintersbølleskolen. Her gik 3.-7. klasse fra hele området. I forskolen i Nyråd havde vi sunget mange sange. En af dem havde et første vers således:

Cyklerne, cyklerne, cyklernes kor,

hjulene runder den sjællandske jord

Fælgene skinner af nikkel og maling,

Og råber, ja råber på ratebetaling.

Jeg viste ikke hvad ratebetaling var for noget. Jeg opfattede, som om vi sang ”råber på rette betaling”. Jeg spekulerede meget over hvad det var for en ”rette” betaling. Senere købte jeg som malerlærling en cykel på ratebetaling.

Jeg fik hurtigt en legekammerat, som boede tæt ved Nyråd Station. Han hed Hans Erik Mortensen. Vi legede ofte i skoven, som lå lige ved stationen. Det første stykke var helt fladt med grøfter, men derefter kom der nogle dybe kløfter med vandløb på bunden. Her løb vand fra den store Hulemosesø gennem skoven og ned til stranden. Det var et perfekt

sted at sejle med skibe lavet i sløjdtimerne. Vi kunne også fange sorte blodigler. Der var masser af hasselbuske med perfekte grene til spyd og flitsbuer.

Skolevejen til Vintersbølleskolen, var landevejen, som gik mellem Vordingborg og Kalvehave. Den gik forbi en gammel vandmølle og forbi Hulemosesøen, som var stor og fremragende til skøjteløb. Efter et stykke op ad bakke skulle vi til højre mod Bakkebølle, der lå skolen tre hundrede meter henne.

Selv om vi nu boede kun 4 km fra Vordingborg, hvor der var 1000 tyske soldater på Vordingborg Kaserne, og mange hundrede soldater på Masnedøfortet og flyvepladsen Avnø nord for Vordingborg, husker jeg ingen tyske soldater i Nyråd. Efter 3 måneder på Nyråd Station kom befrielsen. Den har jeg slet ingen erindring om.

Jeg husker spredte glimt af andre aktiviteter. Vi skrev bilnumre ned. Vi sad i vejkanten og noterede alle biler. Vi vidste, at når der var H foran nummeret, var det biler fra Præstø Amt. Alle andre bogstaver var fra områder langt, langt borte. De var også yderst sjældne.

På lune vindstille sommeraftner sværmede oldenborrerne. Vi slog dem ned med brædder. Vi samlede dem sammen. De kunne også rystes ned fra unge bøgetræer, og jeg husker, at man kunne aflevere dem og få penge efter vægt for dem.

På den tid var oldenborrerne meget frygtede for deres angreb på havernes og markernes afgrøder. Hvert fjerde år var et oldenborre-år, hvor mængden af oldenborrer var særlig stor.

Jeg husker også vi legede om aftenerne. Vi sad en flok på trappen op til Tatol-forretningen. Datteren Margit organiserede en leg. Hun stod foran os og tænkte på en ting. På skift skulle vi stille spørgsmål til hende for at gætte hvad hun tænkte på. En slags ”20 spørgsmål til professoren” for børn. Når en havde gættet, hvad det var hun tænkte på, slog hun en bold i jorden og løb væk. Den der havde gættet tingen, skulle så gribe bolden og råbe stop. Man skulle så ramme Margit med bolden. Kunne man det, overtog man rollen foran forsamlingen. Jeg husker, at vi måske var 8-9 børn der var med i legen.

Om vinteren kørte vi på kælk ned ad bakken mod stationen. Jeg havde en tre-mandskælk. Jeg havde med en glødende ildrager brændt kælkens navn på tremmerne foran. Den hed TYR, opkaldt efter en af de danske isbrydere. Jeg brugte en lang styrekæp for at holde kursen.

Ved afløbene fra Hulemosesøen var der dannet nogle moser. Vi fandt ud af, at når vi stak en kæp ned i dyndet, trak den hurtigt op og satte en tændstik til hullet, så opstod en flamme! Det samme gjorde vi på os selv, uden kæp. Vi holdt en tændt tændstik hen til bagdelen, når vi slog en stor prut. Det kunne også give en flamme.

Man kunne også tage svovlet fra tændstikkerne og putte ned i en hul nøgle. Sætte et søm ned i nøglen og ved hjælp af snore i begge dele slå det hårdt ned i asfalten. Det gav et pænt brag.

At pille celluloid af cykelstyr og brænde det med brændglas, var også en yndet fornøjelse. Det lugtede helt specielt. På en måde flyttede vi fysiktimerne ud i virkeligheden.

Om sommeren kørte vi på cykel ned til ”Dehnshytten”, vi kaldte stedet ”Karl Jakobs” efter en af de fiskere, der holdt til på stedet. Det var i sydspidsen af Vintersbølleskoven.

Der var ca. 3 km at cykle gennem skoven, forbi Valdemarstenen hvor Kong Valdemars hest havde sat et tydeligt mærke med sin hov under kongens vilde ridt.

Ved ”Karl Jakobs” lå et vrag af en fiskekutter et stykke ude, som vi kunne svømme ud til. Vi kunne også stryge rejer og bringe dem hjem og koge dem.

Der så jeg firben på skrænterne. De lod deres hale falde, hvis de følte sig truet. Så kunne fjenden spise halen mens de kom i sikkerhed. Halen voksede ud igen.

 

Om hjemmet på stationen

Der var en stor have til Nyråd Station. En aflang urtehave syd for togskinnerne og en prydhave ved siden af stationsbygningen. Min far passede haven. Trods en begyndende Parkinsons Syge klarede han både have og pasning af høns og tømning af lokumsspande. Han kørte dem på understellet af en barnevogn hen til en betongrav bag pakhuset. Når den var fyldt, blev der gravet et hul i urtehaven, som fik al den gode gødning. Efter at der var fyldt jord på, var det sjovt at løbe hen over stedet hvor jorden gyngede. Jeg ved ikke hvem der flyttede lortet fra beholder til haven. Baneformand ved Kalvehavebanen, Ludvig Rasmussen, som boede oppe i Nyråd, var behjælpelig med bl.a. brænde til kakkelovnene på stationen.

 

 

Om borgere og erhverv

Der boede en ældre dame i Bakkebølle. Hun var alene med sin hund. Hun gik klædt i lange gammeldags kjoler og gik med bredskyggede hatte. Hun hed frøken Quistgaard. Efter sigende havde hun ved en rideulykke bidt så meget af sin tunge af, at hun ikke kunne tale, så det var forståeligt.

Der var ofte en flok børn, der drillede hende, når hun gik ud. Når hun hidsede sig op, synes børnene at det var rigtig sjovt. Jeg mener ikke at jeg var med til at drille hende, men jeg så andre gøre det.

I Nyråds lange hovedgade var der mange forskellige butikker. Selv om Vordingborg med sine mange butikker kun lå ca. 3 kilometer fra Nyråd, så overlevede butikkerne i mange år.

Jeg kan i hukommelsen gå hele gaden igennem og huske hver eneste butik og de mennesker, som stod i butikkerne. Men vi boede også på Nyråd Station i mere end 8 år.

Der var – nævnt i vilkårlig orden – 2 slagtere (H.V. Larsen og Christensen), 2 cykelsmede (Hansen og Malling), 3 købmænd, 1 mekaniker (Wulff), 1 savværk, 1 nedlagt bryggeri, 1 mejeri, 1 smedje, 1 Tatol, 1 manufakturhandler (fru Dittmann), 1 iskiosk, 1 landbetjent (Anton), 1 skovfoged, 1 skomager (Thornberg), 1 elektriker, 1 malermester (Hansen), 1 saddelmager, 1 maskinsnedkeri, 1 frugtplantage (Offenberg), 1 mælkemand, 1 frisør/barber og 1 kro. I dag (2015) er der kun Dagli’Brugsen og kroen tilbage.

 

Skoletiden

Min klasselærer på Vintersbølleskolen hed Georg Thunø og var noget nervesvækket. Han blev let ophidset. Jeg var desværre en af de værste i min klasse til at drille ham. Det betød afstraffelser af forskellig art. Det kunne være svupgalla, lig med at blive løftet i kinderne eller løftet i sidehåret. Et skolebillede fra da jeg gik i 6. klasse, viser en stor dreng med armene foldet over brystet med en mærkelig hæklet hue på hovedet. Jeg ser trodsig ud og min særlige hue, havde jeg formentlig på for at gøre mig bemærket.

For at få ro blev jeg flere gange ført over til lærer Thunøs lejlighed på skolen og placeret på en stol, overvåget af hans kone. Hun hverken skældte ud eller viste vrede. Så der kunne jeg sidde og føle mig flov.

De sidste år i skolen kom der flere nye lærere til. Lærer Geilø, som underviste i sang og sløjd og som opdagede, at jeg var god til at synge og kunne huske melodierne. Frk. Else Andersen, som omgikkes os og talte til os som voksne. Det var helt nye oplevelser.

Vi fik også en ny gymnastiklærer. En dag så vi i spisefrikvarteret en stor røgsky længere borte. Min kammerat Alf og jeg løb derover. Det var staldlængerne til en gård, der brændte. Der var smågrise, som var forbrændte og som blev aflivet af Falckreddere. Vi var meget optagede af alt det der skete. Vi kom selvfølgelig for sent til gymnastiktimen, og blev kaldt frem foran de andre i gymnastiksalen. Vi skulle straffes. Læreren tog fat i højre øre med sin venstre hånd, holdt hovedet lidt på skrå og løftede den højre hånd for at give en ørefigen. I sidste øjeblik slap han taget i øret og slog fra den anden side med sin venstre hånd. Da man havde hele sin krop indstillet på et slag fra den anden side, blev resultatet at man ved slaget mistede balancen og røg henad gulvet ved slaget.

Der skete dog stadig mange dramatiske ting, som jeg selv var skyld i. En dag blev jeg afstraffet i klassen af lærer Thunø. Han løb efter mig mellem skolebordene, og da jeg så et vindue stod åbent og kravlede ud og gik ud på en gesims i første sals højde bort fra vinduet.

Lærer Thunø var sikkert bange for, at jeg skulle falde ned og bække benet. Hans råbte til mig, at nu hentede han skoleinspektøren. Da han forlod vinduet, skyndte jeg mig ind. Jeg løb ud af klassen, mens lærer Thunø var på vej ned ad trappen. Jeg sprang over et gelænder og havnede på afsatsen foran ham og kunne løbe fra ham, ud af skolen og hjem.

Jeg husker ikke at hændelsen fik nogle konsekvenser.

Jeg oplevede også afstraffelser med spanskrør. Det foregik i skolegården i overværelse af alle elever. Det var skoleinspektør Hansen, der forestod afstraffelsen.

Da de dygtige elever i klassen blev indstillet til mellemskolen fra 5. klasse, var jeg ikke med. En uvorn elev med en nervesvækket lærer havde ikke store chancer.

Da jeg kom i 6. klasse, gik jeg til optagelse i mellemskolen i Vordingborg, hvor jeg bestod dansk men måtte op i mundtlig regning, hvor jeg dumpede.

Udover at drille min klasselærer, drillede jeg også min lillebror. Tyranniserede er måske et bedre ord. Jeg fik i hvert fald klø af min far nogle gange, hvilket sikkert var fortjent.

Hvordan tyranniserede jeg ham? Jo, jeg skød en gang solsorte med en luftbøsse. Der tvang jeg ham til at dreje halsen om på solsortene, hvis de ikke var helt døde. En anden gang skød jeg ham i buksebagen med luftbøssen. Skrækkeligt!

Jeg fortjente klø for sådanne ugerninger, men da jeg engang nægtede at spise selleribøf, fik jeg også klø.

En tidligere hændelse hvor jeg løsnede bremserne på en godsvogn på sidesporet ved stationen, var ved at få katastrofale følger. Blæsten fik vognen til at køre så langt hen på skiftesporet, at den ragede ind over hovedsporet. Heldigvis opdagede togføreren på det første tog der kom forbi problemet. Der blev heldigvis ikke noget sammenstød.

Jeg var fritaget fra gymnastik pga. epilepsi (krampeanfald). Jeg var som lille blæst ind i en jernlåge og fik med mellemrum stivkrampeanfald om nætterne. I 1946 blev jeg sendt til Filadelfia i Dianalund, hvor jeg var ca. en måned. Diagnosen var, at en blodsamling var skyld i epilepsien. Jeg fik ordineret nogle piller, som bevirkede, at jeg ikke mere fik anfald.

Jeg voksede fra lidelsen og i 14-års alderen ophørte jeg med at tage pillerne.

Desværre var jeg af samme grund fritaget for gymnastik under næsten hele min skoletid. Uden for skoletiden tog jeg alligevel del i alle mulige lege og aktiviteter, uden at tænke på de risici der var forbundet hermed.

Jeg deltog i gymnastik fra 7. klasse, og var med i et skoleidrætsstævne i Vordingborg, hvor jeg fik topplaceringer i 100 meter løb og længdespring.

Der skete mange nye ting i 1949. Jeg tror det var vinteren 1948/49, at vi begyndte at løbe på ski og kørte på kælk i Rævebakkerne nede i Vintersbølleskoven. Det var mere udfordrende end bakken ned til Nyråd Station. Jeg havde nogle korte ski, som jeg gned med stearinlys for at få fart på.

I sløjdtimerne på skolen lavede vi flere sjove ting. Blandt andet lavede jeg en blide, som kunne sende sten af sted over pæne afstande. Jeg tror vi havde lærer Geilø som sløjdlærer.

Det mest avancerede jeg lavede, var en bakke til min mor. Den havde et flot flerfarvet mønster, lavet med passer og bejdsefarver. Den havde en brun listekant og blev celluloselakeret.

I april 1949 begyndte jeg mit sidste skoleår på Vintersbølle Skole. Vi var kun 11 i klassen det sidste skoleår. Det var: Hanne Rasmussen, Bodil (Rosnæs), Ingrid Christensen, Kirsten ?, Ingrid Pihl, Ivan Kaaber, Kurt Hansen, Arne Wulff, Jens Villum (Dyrlev), Alf Pedersen og mig.

Da jeg ikke var gammel nok til at forlade skolen efter 7. klasse, skulle jeg gå i 8. klasse på Kirketorvets Skole i Vordingborg. Det betød cykling til Vordingborg hver dag. Jeg forlod 8. klasse i oktober 1950, fordi jeg skulle i malerlære 1. november 1950 hos malermester Schou og Søn, Nørregade i Vordingborg. Jeg havde aldrig ønsket at komme i malerlære.

Jeg ville hellere være opdagelsesrejsende og opleve spændende ting i det store udland.

Jeg burde have tænkt på, at lære at regne og skrive bedst mulig i stedet for at drille læreren. Jeg husker, at jeg lånte stabler af bøger på Vordingborg Bibliotek. Det var mest rejsebeskrivelser fra fjerne lande. Men også bøger hvor der var vovede passager, som Erskine Caldwells ”Vorherres lille ager” og ”Postbudet ringer altid to gange”.

 

Prins Jørgens Garde

Mens jeg stadig gik på Vintersbølleskolen, kom jeg med i Prins Jørgens Garde.

Min lillebror havde allerede været med i to år, da jeg var på session. Det var i 1949 og jeg blev optaget i vagtkorpset. Jeg kom straks med på ture til mange byer i Danmark. Endda en tur til Stockholm allerede i 1949. En dag sagde Gardens musikalske leder, musikdirigent Tage Juul Christoffersen til min far: ”Når lillebroderen kan spille, kan storebroderen vel også”.

Jeg fik en treventilet basun. Min far skrev skalaer og gribetabel til mig. Kort tid efter var der mere brug for en tubaspiller. Jeg fik en tuba og kort tid efter kom jeg med i musikkorpset primo 1950. Jeg fik nogle få lektioner hos musikdirigent Tage Juul Christoffersen, som regel sammen med to andre begyndere. Med hjælp fra min far og de ugentlige prøver i garden, blev jeg dygtig nok til at spille med i musikkorpset.

Min bror Erik havde været med i Prins Jørgens Garde i mere end to år før mig, som piberdreng (marchfløjte). Han havde fra helt lille gået til fløjteundervisning hos Julius Jensen i Nyråd. Han spillede fra 1950 piccolo-cornet i garden.

Den gang vidste jeg ikke, at tubaspillet skulle blive min chance til at få et andet liv og et spændende arbejde. Min far var endnu ikke så plaget af Parkinsons Syge, idet han både kunne skrive noder til mig og marchhæfter til brug i garden. Men sygdommen blev hurtigt værre, så han måtte opgive sit arbejde som kontrolassistent og fik tilkendt invalidepension i 1953.

 

I lære som maler

Nogle af de ting man blev sat til som malerlærling, var ubehagelige og farlige. Andre var spændende.

På Vordingborg Kaserne havde vi en mængde malermaterialer stående i et lille hus. Dette hus blev brugt til øvelser med tåregas. En gang hver anden måned skulle huset tømmes for vores materialer på grund af tåregasøvelser. Når det hele skulle bæres ind igen, var der stadig tåregas i huset og det var strengt, da det sved i hals og øjne.

Jeg var kun en lille dreng på 14 år, da jeg kom i lære. Når store stiger skulle flyttes fra værkstedet og ud på arbejdspladserne, blev de lagt på en trækvogn. Det var hårdt at skubbe trækvognen op ad bakken til kasernen. På Vordingborg Kaserne var der to store træbygninger. Elefantbarakkerne kaldte vi dem. De var på 4 etager med højt skråt tag.

For at nå op til spidsen af gavlene, måtte en lang hejsestige placeres i ladet på en lastbil.

Bygningerne skulle males med Solignum, et tjæreholdigt imprægneringsmiddel.

Jeg blev sendt op ad stigen. For at nå spidsen af gavlen måtte jeg stå på tredje øverste trin, og holde fast i tagkanten med den ene hånd og male med den anden. Solen brændte og hver gang der blæste stænk af malingen ind i ansigtet, brændte tjæren sig ind i huden. Når man kiggede ned, så man en lille lastbil hvor stigen stod i. Der var jeg lidt bange.

Jeg måtte blive hjemme dagen efter med rabarberblade lagt over det forbrændte ansigt.

Arbejdet på Avnø flyveplads var spændende. Jeg lærte de 4 flytyper at kende (Kz Lærke, Kz 2, Chipmunk og den store Harward med stjernemotor) og jeg så hvordan flyvesimulatoren virkede. Jeg blev for første gang taget med i akkordarbejdet, og fik del i overskuddet.

En dag blev jeg sendt til Avnø Flyvestation på budcykel (Long John) med materialer til svendene. Normalt kørte Knud Schou alle materialer i varevognen, men her skulle jeg lige lære det. 15 km ud og 15 km hjem. Jeg mener at huske, at malersvendene var lidt forargede over Knud Schous opførsel. Normalt brugte jeg budcyklen til at køre affald på lossepladsen eller materialer over korte afstande i byen.

En af en lærlings vigtigste opgaver, er at hente øl til svendene. De skiftedes til at give omgange. Jeg måtte af sted på cyklen flere gange. Jeg tog en sodavand til mig selv, så jeg fik prøvet alle slags sodavand. Det var først sent, at jeg begyndte at drikke øl og aldrig på arbejdet.

 

Fodbold og træner i Nyråd Idrætsforening

Jeg var begyndt at gå til fodbold i Nyråd Idrætsforening.

Jeg kom på Nyråd Idrætsforenings 1. seniorhold i A-rækken i 1952, som 16-årig og var med i mange kampe på Sydsjælland og Møn. Jeg var heldigvis velvoksen og kunne gå ind i taklinger mod brutale og store seniorspillere. Jeg var ude for, at blive lovet tærsk efter enkelte kampe.

Jeg spillede venstre back på holdet, og blev træner for et drengehold i Nyråd Idrætsforening. Jeg ledede den ugentlige træning og vi vandt flere stævner i Sydsjælland. Min bror Erik var målmand på holdet og vi cyklede ud på disse ture i samlet flok.

I de følgende år var det Prins Jørgens Garde, fodboldspil og trænergerningen i Nyråd Idrætsforening, der optog mig mest.

Bladt malersvendene hos Schou og Søn var Ingemann Johansen, som også boede i Nyråd. Han havde en flot sangstemme, og han var en farverig personlighed. Han havde været med i en amatørtalent konkurrence, hvor Rachel Rastenni var dommer. Ingemann foreslog, at jeg skulle være med i Nyråd Idrætsforenings revy med min tuba. Han malede kulisser og bagtæpper til revyen. Jeg spillede ”Im tiefen Keller” på tuba i revyen 1954. Ved næste års revy var jeg med i et par sketches.

På trods af, at jeg var bragt ind i malerfaget mod min vilje, havde jeg et glimrende forhold til flere af svendene i firmaet. Udover Ingemann Johansen var det Kurt Møller og Johannes Christensen.

 

Mulig stilling som tubaist

Lederen af Prins Jørgens Garde, major Sven Knudsen, var meget opmærksom på mig. Han mente, at jeg havde talent til at komme videre på mit instrument. Han gjorde mig opmærksom på, at der var en ledig tubastilling ved 3. regiments Musikkorps i Viborg.

Major Knudsen skrev min ansøgning for mig. Jeg fik nogle lektioner hos tubaisten i 5. Regiments Musikkorps, Tuck Juul Christoffersen, inden konkurrencen.

Konkurrencen blev afholdt den 21. august 1953. Da jeg skulle af sted, havde jeg i længere tid haft plyshår. Håret skulle nu være langt, men overgangen fra en frisure til en anden er lidt problematisk. Jeg valgte at få håret vandonduleret, vel vidende, at hvis det blev vådt ville virkningen forsvinde.

Det var en lang rejse fra Vordingborg til Viborg med tog og færge. Den treventilede F-tuba medbragte jeg uindpakket. Jeg brugte aldrig pose eller etui.

Jeg skulle overnatte for at nå frem til tiden næste morgen. Jeg fandt frem til hotellet. Næste morgen skulle jeg gå til kasernen. Det var regnvejr. Jeg havde ingen paraply, og skulle jo også bære tubaen. Vandondulationen forsvandt og håret stod lige op i strittende frisure, som på et pindsvin.

Jeg husker også, at jeg var så nervøs ved konkurrencen, at mine knæ dirrede. Musikdirigent Jens Brøndum tog mig på skulderen for at berolige mig. Jeg fik erfaring men ikke succes.

Senere deltog jeg i en konkurrence med 1. regiments Musikkorps i Høvelte, og klarede mig væsentlig bedre end i Viborg.

Major Sven Knudsen rådede mig til at søge fremskyndet indkaldelse som soldat, netop til 1. regiment i Høvelte. Jeg skulle forsøge, at blive værnepligtig musiker på grundlag af min præstation ved konkurrencen i 1954.

 

Familien flytter til Vordingborg

Få dage efter konkurrencen i Viborg flyttede vi fra Nyråd Station til Slotsstationen i Vordingborg.

Det var den 1. september 1953. Slotsstationen, som var den sidste på Kalvehavebanen før Vordingborg station, var blevet ledig. Til forskel fra Nyråd Station var der ikke postbude eller postekspedition, ikke ret meget gods, intet pakhus og der skulle ikke sættes signaler. Kun banepakke-ekspedition og billetsalg.

Der var kun en lille have til stationen og der var et toilet med træk og slip. Meget vigtige ting for min mor, med en svagelig svigermor og min far med en stadig forværret Parkinsons Syge.

Flytningen fra Nyråd Station til Slotsstationen, betød, at jeg tænkte på at melde mig ind i Vordingborg Idrætsforening og spille fodbold der.

 

Orienteringsløb – og navnlig roning

Men det blev roning og orienteringsløb, der blev mine nye idrætter. Min gamle kammerat fra de første år i Prins Jørgens Garde, Robert Harvest, boede tæt ved Slotsstationen. Han kom og hentede mig og fik mig med i roklubben.

I hele 1954 og frem til min indkaldelse som soldat i maj 1955, var jeg meget aktiv som både roer og orienteringsløber.

Kaproningen var kun en engangsforeteelse, men langtursroning og singlesculler roning var hyppige aktiviteter. Langtursroning gik ofte til andre byer og øer, med telt ofte med øller. Jetjageren fra Faxe Bryggeriet var populær dengang. Det var flaskens størrelse, der gav den navnet, og den var lige så stor, som de gamle store hvidtølsflasker. Øllet var stærkt og godt. Jeg blev døbt i roklubben af havguden Gefion sammen med andre nye medlemmer i foråret 1954. Det var en voldsom behandling man fik, inden man blev smidt ud i det kolde vand. Jeg skulle også bestå en svømmeprøve for at deltage i langtursroning. 200 meter var nok. Den blev aflagt Store Bededag 1954 – en kold dag og i koldt vand.

Man kunne få tilladelse til at bruge roklubbens singlescullere, efter at have aflagt prøve i at kæntre og komme op i båden igen. Jeg bestod prøven, og roede ofte ud i singlesculleren. En gang var jeg helt ude mellem Oringehalvøens spids og Marielystkysten. Med lige langt til begge sider, da den ene årer faldt af og jeg væltede. Jeg fik fat på åren og fik den skruet fast, og efter et par forsøg, kom jeg op i båden igen.

Dog husker jeg, at jeg blev lidt nervøs, men jeg kom heldigvis frelst tilbage til roklubben.

Nu nærmede tiden sig for aflæggelse af svendestykket i malerfaget. Jeg fik tildelt et soveværelse hos kasernearbejder Frederiksen. Tæt ved kasernen og ikke lagt fra malerværkstedet.

Alt skulle males. Det var i april, så der var fugtige vinduer. En væg skulle være med oliemalet undervæg afsluttet med en frise og limfarvet overvæg. De øvrige vægge skulle tapetseres og loftet skulle limfarves. Døre, paneler og vinduer males, gulvet lakeres. Dørene fik den dyreste og fineste hollandske lak. Første gang gik det galt. Der var snavs i lakken, og måtte skrabes af med brede spartler og terpentinklude. Næste gang var det perfekt. Vi havde to uger til svendestykket. Der skulle også laves et skilt som led i svendestykket.

Jeg fik som den eneste af årets malersvende bronzemedalje. Overraskende, set i forhold til mine mange timer på værkstedet uden nogen form for læring.

Der blev ikke tale om at fortsætte som malersvend hos Schou og Søn. Kemien havde aldrig været god mellem Knud Schou og mig. Jeg fik arbejde hos malermester Brix, som havde alt malerarbejdet hos DSB.

Men jeg havde også fået min indkaldelse som værnepligtig. Jeg skulle møde 11. maj 1955 på Høvelte Kaserne ved 1. Regiment, så det blev kun til ca. 4 ugers arbejde som malersvend.

 

Ovenstående er en let redigeret version, oplagt 2022, af Jørgen Voigt Arntveds erindringer, som foreningen modtog i 2015.