Historisk: Frøken Magius

Af Vilhelm Otto Ludvig Marckmann (red. af PET)

Vilhelm Otto Ludvig Marckmann blev født i Algade 105 overfor voldgraven den 5. marts 1919 og døbt 17. april af pastor Smith i Vordingborg Kirke. Hans forældre var manufakturkøbmand Harald Marckmann (død 1945) og lærerinde Gerda Marckmann f. Heegaard-Jensen. Vilhelm Marckmann døde 26. december 2009, 90 år gammel, efter et langt liv i det danske skolevæsens tjeneste. Han efterlod sig nogle erindringsblade, hvorfra følgende smukt fortalte kapitel er hentet:

 

Når man fra Vordingborg Nordhavn følger strandpromenaden mod øst, går forbi herregården Marienlyst og derefter følger strandstien langs den skovklædte klint og fortsætter ud forbi Florket, kommer man til Vintersbølle Strand. Der, hvor nu børnesanatoriets parkanlæg strækker sig hen til Vintersbølle Skov, var tidligere åbne marker, og kun et par spredte huse lå på skrænten nede ved stranden. Et af dem er der endnu, midt i sanatoriets terræn.

Der boede frøken Magius, min mormors barndomskammerat. Når vi skulle besøge hende, kom vi gerne ad strandstien. Vi stillede vore cykler nedenfor den træbevoksede skrænt og gik så op ad en zig-zag-trappe. Når man var kommer op ad trappen og hen ad et lille stykke sti, var man på græsplænen foran huset, og sommerdage var der modtagelse på den åbne veranda. Herfra kunne man se over til Falster, til Sortsø Gab og Farø, og når vejret var til det, var der stillet en meterlang, terrestrisk kikkert på en trekantet hylde over rækværkets sydøstlige hjørne. Så kunne man se mennesker færdes på Falster, og man kunne studere rigningen på de mange små og store sejlskibe, der passerede gennem Storstrømmen. Mange galeaser, forskellige typer skonnerter, jagter, kuttere og kragejoller. Desuden det fine, lille dampskib, der gik i rutefart mellem Masnedsund og Stubbekøbing. Der var nok at se på, når man en sommereftermiddag havde været i vandet, fået saftevand og kage og nu sad og lyttede til de voksnes samtale.

Frøken Magius var samtalens centrum. Foruden sin avis havde hun radio, så hun var velorienteret såvel om verdenssituationen som om indenrigske hændelser, billedkunst og litteratur. Ofte var der et par liggende gæster, familiemedlemmer eller venner fra København, og der var søndagsgæster fra Vordingborg, f.eks. min mormor, der som nævnt var en barndomsven af frøken Magius, mine forældre og os børn.

Mens vi var cyklet derud gennem Marienlystskoven, kunne der være togrejsende, der var stået af ved Nyråd Station og med vognmandsbil blev kørt ad vejen ned over markerne til bagsiden af huset. Indkørslen blev overvåget fra køkkenet, hvor frøken Mathilde Olsen havde travlt med middagen, der skulle serveres kl. 12. Frøken Olsen, der nu var en midaldrende dame, havde været hos frøken Magius fra hun var ung, og hun deltog altid i selskabeligheden, når hun ikke var optaget i køkkenet. Hun var ansat, men hun var også en ven. Efter middagen eventuelt en spadseretur, visit hos høns og bier og et eftersyn af urtehaven under vejledning af frøken Olsen og frøken Magius. Kaffen blev nydt i havestuen. Den var ikke helt konventionelt møbleret. Blandt andet stod her en stor høvlebænk. Den var perfekt rengjort og lakeret, og der var hverken spåner eller savsmuld på gulvet; men der blev hyppigt arbejdet ved den, f.eks. når frøken Magius lavede møbeldele, skrin og æsker, som hun pyntede med udskæringer i forskellige klassiske mønstre, ofte almuemønster, smukke genstande, som var meget kærkomne gaver.

Værktøjet lå naturligvis helt i orden, når det ikke blev brugt. I et tilstødende værelse stod en drejebænk. Den har jeg set brugt til runde trææsker og drejede dekorationer. I dette værelse var en ydervæg mod nordvest. Udefra kunne man på denne væg se et tilmuret vindue. Forklaringen gav frøken Magius. Da hun havde tegnet huset, som hun ønskede det bygget, viste hun for en ordens skyld tegningen til en arkitekt. Han foreslog et vindue i denne væg, og frøken Magius syntes, at det havde han nok ret i; men da huset var færdigt, fandt hun, at der alligevel ikke skulle være et vindue der, så hun murede det til igen med egen hånd.

Da huset skulle navngives, udskrev frøken Magius en konkurrence om det bedste navn. Blandt forslagene var idéen at bruge en kombination med ”torp”. Forslaget fandtes godt, og da hendes fornavn var Ulrikke, kaldte hun sit hus for ”Ullestorp”.

Når man skulle i vandet fra Ullestorp, gik man ned over skrænten gennem bæltet af træer og buske, gennem forhaven – en smal strandeng – krydsede spadserestien, som Vordingborg Turistforening havde anlagt langs stranden, og gik ud ad en bro til badehuset, der stod på pæle, hvor vandet var ca. en meter dybt. Der klædte man sig om, åbnede døren ud mod vandet og kunne så springe i eller gå ned ad trappen. Der var kun eet rum i badehuset, så herrer og damer badede efter tur.

Lidt længere henne ad stranden var endnu et par badehuse. De hørte til et hus, som nu er borte. Var man ikke gæst hos frøken Magius, gik man op til det lille, røde hus, hvor man kunne leje en nøgle til et af badehusene. Det kostede 15 øre i timen. Det var for øvrigt omtrent samme pris, som man måtte give i entré til den kommunale badeanstalt ude ved fyret på Ore Strand.

Til Ullestorp hørte i mange år en lille kajakagtig båd, som godt kunne være bygget af ejerinden. På   et billede i en bog fra 30’erne, K.V. Palslev: Kanoer, bygning og brug er gengivet et fotografi af frøken Magius roende i båden iført sin karakteristiske fin-de-siecle spadseredragt og hat. Måske på vej til Vordingborg efter varer til husholdningen. (Her må jeg have husket forkert. Jeg må have set billedet i en anden bog, som jeg endnu ikke har fundet. Dec. 1998, W.M.).

I de senere år hentede hun og frøken Olsen varer hjem på deres cykler, som var forsynet med specielt konstruerede bagagebærere, hvorpå spånkurve kunne fastspændes med remme. Somme tider placeredes cyklerne i vores gård – bag faders butik, som lå lige overfor Gåsetårnet – og så spadserede damerne ned gennem Algade med deres kurve på armen. Efter endt indkøbstur kunne det hænde, at de blev til kaffe eller aftensmad, som i godt sommervejr indtoges på verandaen med udsigt ned gennem haven, der lå med sine plæner og store træer, sådan som den havde set ud, siden morfar kom som lærling i forretningen i 1860’erne. Det var derfor kendt og fortroligt område, og jeg husker, at efter min mormors død i 1929 sad frøken Magius en dag og fortalte med sin omhyggelige, gammelkøbenhavnske udtale om hendes og mormors fælles somre, da de som børn var naboer på Strandvejen. Eller måske var det Ved Stranden, for mormor voksede op hos Ferslews, hendes tante og onkel, i Nationaltidendes hus, det tidligere Hotel Royal, nu Domus Technica, overfor Christiansborg. Min mormor, Jutta Heegaard, var ”udlånt” til familien Ferslew, fordi deres jævnaldrende datter Anna var enebarn, og Jutta havde mange søskende hjemme på forpagtergården Store Idalund ved Sakskøbing. Der var således tale om en slags udligningsordning i familien. Hun gik nu i skole sammen med sin plejesøster, Anna, og muligvis også med Ulrikke. De har i hvert fald senere mødt hinanden hos Ferslews, for frøken Magius fortalte, at de der havde truffet Herman Bang, hvis bøger de begge var optaget af. Frøken Magius var en statelig dame, høj og rank, et markeret ansigt med buet næse, og det grå hår samlet i en lille knude i nakken. Næsten militærisk påklædt, altid samme snit såvel i gråt kamgarn som i blåt lærred; det sidste til arbejdsbrug. En figursyet jakke med høj krave og en lang nederdel, begge med en enkelt rad knapper hele vejen ned. Af pynt blot en broche, ofte en kamé, og et ur med kæde. Solide snøresko til almindeligt brug og træsko, når hun gik i haven. I byen altid en sort filthat, der vel nærmest kunne karakteriseres som en Eden hat, men til sommerbrug i haven en Panamahat. En flot slank og rank dame selv da hun nåede 80’erne.

I slutningen af 30’erne havde jeg min hjemmebyggede kano liggende i hendes have nogle få skridt fra stranden. Da var hun selv holdt op med at ro, men hun var stadig optaget af sådanne fartøjer, og hun fulgte det interesseret, da jeg forsynede kanoen med en udligger, så jeg kunne læne mig ud over siden og studere plante- og dyrelivet gennem en vandkikkert.

Sidste gang jeg besøgte frøken Magius var en snevinter under krigen. Jeg skulle bringe hende et eller andet fra min mor – vistnok en kage – og stod på ski derud over markerne bag huset. Der var den gang ikke bebygget som nu, og sanatoriet var der heller ikke. Hun havde altid været interesseret i sport, så hun beså genkendende mine gamle telemarkski, som endnu den gang havde de originale spanskrørsbindinger (vidjebindinger), hvormed de var blevet forsynet af fabrikanten i 1890’erne. I øvrigt blev jeg gæstfrit modtaget med kaffe og friske boller, og vi havde en meget engageret samtale om tidens begivenheder, krigens gang og den almindelige holdning dertil. Som datter af en kaptajn i hæren havde hun ikke glemt de slesvigske krige, så der var ingen tvivl om hendes holdning.

 

Skrevet af Vilh. Marckmann januar 1996 og bragt i Guldgåsen nr. 2 april 2013.