25-års jubilæumstale ved formand Anne-Marie Jacobsen
Velkommen til alle, hvor er det dejligt at se så mange har fundet vej til vores 25-års jubilæum.
Bestyrelsen for lokalhistorisk Forening for Vintersbølle/Nyråd har glædet sig til denne dag.
En milepæl af de større er nået for en frivillig forening.
Det var den 28. august 2000, at vores forening blev stiftet på Vintersbølle Skole.
Med flere engagerede folk i lokalområdet blev det muligt at stifte en forening, der kunne arbejde for den lokale kulturarv. Birgit Jørgensen var sekretær på Vintersbølle Skole og topmotiveret for, at vi skulle arbejde for sagen. Jeg blev dagligt mindet om potentialet for en lokalhistorisk forening. Tak Birgit. Per Ole Schovsbo sørgede også for, at jeg forstod ,at en forening var vigtig og Else Nielsen, der er her i dag, var med i den første bestyrelse.
Den kulturarv vi skulle pleje og som blev vores formål var:
At få Beværterhuset restaureret og udbrede kendskabet til Nyråds og Vintersbølles historie.
Det var og er noget af en opgave. Foreningen blev stiftet, men hvad er det værd, hvis ikke du har medlemmernes engagement og frivillighed?
I dag – 25 års arbejde fra en fantastisk skare af frivillige – herfra en kæmpe tak til alle medlemmer og alle dem der frivilligt har bidraget til de mange aktiviteter, der er skabt i foreningen.
Tilbage til formålet at udbrede kendskabet til Nyråd og Vintersbølles historie.
I 2010 ved 10 årsjubilæet udgav vi Fortællinger fra Vintersbølle – den røde bog.
I 2013 -14 fik vi skabt en meget flot hjemmeside, hvor der er rigtig meget historisk materiale at dykke ned i.
2020 ved 20-års jubilæet udgav vi Fortællinger fra Nyråd – den blå bog.
Her vil jeg gerne fremhæve en ildsjæl for det projekt, nemlig museumsinspektør Berit Christensen, der med stor glæde har deltaget i vores små bogprojekter og sammen med Inga Haldorsdottir fik de samlet alt materialet, så der kunne komme bøger ud af det.
Så er det sket igen, i dag udgiver vi så Flere fortællinger fra Nyråd og Vintersbølle – den grønne bog. Denne gang er fokus på vandløbet fra Kulsbjerg til udløbet på Blegen, hvor Flemming Kruse og Birgitte Apel Jacobsen har skrevet hver en fortælling om emnet.
Vi har lagt vægt på steder ved Vintersbøllebækken, det er fortællingen om Hulmosegården skrevet af Inga Haldorsdorttir og om Landlyst af Berit Christensen.
Jeg har en fortælling om Vintersbølle, det mærkelige landområde mellem Bakkebølle og Nyråd.
Vi har krydret bogen med en fortælling om en landsbyfamilie på godt og ondt i 1850érne af Lene Helt Lund og en gårdbrand i Græsbjerg af Irene Højby Jensen.
Kulturarv er også den udvikling et samfund er midt i, derfor finder vi Fra landsogn til lokalforum som start på bogen, skrevet af Lars Lyngskov. Bogen slutter med foreningens fortælling og denne gang er der lagt vægt på Nøglebrugerne og deres fortælling.
Tak til alle forfatterne og tak til alle nøglebrugere, der har valgt flittigt at benytte Beværterhuset og Vintersbølle skov.
Berit nævnte ved 1. redaktionsmøde, at det kunne være interessant også med en gul bog. Nå nu må vi se hvad fremtiden bringer….
I 2020 fik vi til foreningen digtet 2 vers Nyråd ved det smalle hav af Carsten Warming og denne sang synger vi efter denne lille tale.
Tak til Petersgaard, Vordingborg Kommune og Køng for samarbejdet om dette sted.
Tak til bestyrelsen nu og igennem alle årene for et fantastisk samarbejde.
Men lige nogle praktiske ting.
Der serveres kaffe og lagkage. Lagkagerne er lavet af Karin Hansen Møller, Karin insisterede på at lave alle lagkagerne, så tak Karin. Kage og lagkage er gratis i dagens anledning.
Den nye bog kan købes i Beværterhuset, hvor vores kasserer Lars Lyngskov er klar, og prisen er 180 kr.
Rigtig god eftermiddag.

