10-års jubilæumstale i 2010 ved formand Anne-Marie Jacobsen
Velkommen til en tur i Vintersbølle Skoven – til et stop ved Beværterhuset.
Bestyrelsen for Lokalhistorisk Forening for Vintersbølle/Nyråd har glædet sig til denne dag.
Netop i dag for 10 år siden blev der holdt stiftende generalforsamling på Vintersbølle Skole.
Formålene var formuleret og i kort form var det ene formål:
Få Beværterhuset restaureret.
Det nåede vi i løbet af de første fire år.
Der kom liv i huset og arrangementerne blev udbygget i årene der fulgte, men der var et formål mere:
Udbrede kendskabet til Nyråd og Vintersbølles historie.
Det gør vi gennem Beværterhuset og arrangementerne på skolen og når blegefolkene rejser land og rige rundt, men….vi kan gøre mere.
For mere end 2 år siden begyndte vi at tale om at udgive et festskrift i forbindelse med 10 års jubilæet.
I samarbejde med museet er det blevet til virkelighed, så vi i dag er samlet om udgivelsen af bogen: Fortællinger fra Vintersbølle.
For os har det været vigtigt netop at skrive fortællinger, en genre der gør det muligt at formidle historien på en let og levende måde og ikke med fodnoter som en forskningsbaseret udgave ville kræve. Vi ønsker med denne bog at give lokalbefolkningen og andre interesserede et indblik i områdets spændende historie.
Vi er meget glade for, at Niels Christensen har taget imod opfordringen til at skrive fortællingen om Børnesanatoriet.
Ligeledes er fortællingen om pensionatet Søeholm, der er skrevet at Berit Christensen – en meget spændende historie.
Tak til Niels og Berit.
Resten af fortællingerne forsøger at føre os gennem det Sydsjællandske landskab og historien om Beværterhuset, Kalvehavebanen og Nyråd Andelsmejeri.
Den interesserede læser vil sikkert hurtigt sige, hvor er historien om xx. Jeg skal ikke nævne mulighederne for der er mange, men måske er der nogen her, der kan blive inspireret til at skrive nye fortællinger.
Jeg skal her aflevere en stor tak til Museet – Danmarks Borgcenter for et fremragende samarbejde i forbindelse med udgivelsen af bogen og samarbejdet gennem alle årene.
En særlig tak til Pehr Bagge fra museet for at binde det hele sammen omkring produktionen af bogen.
Personligt en stor tak til foreningens sekretær Inga – dit engagement har været afgørende for, at jeg i dag kan holde bogen i hånden.
Ved 10 året er det også en god anledning til at takke Vordingborg Kommune ved Naturforvaltningen for samarbejdet omkring Beværterhuset gennem alle årene.
Tak til alle der støtter foreningen på den ene eller anden måde. Uden alle de frivillige kunne foreningen ikke klare alle de aktiviteter foreningen har gang i.
Det er klart, at det er en fornøjelse at være formand for en forening med så mange aktive medlemmer.
Til denne festdag er der også nogle praktiske ting:
Efter denne velkomst og lille tale er det tid til at få kaffe/te og en rigtig jubilæumskage fra Maria i Nyråd Bageri (næsten sponsoreret), i teltet.
Nyd det – i dagens anledning er både kaffe og kage gratis.
Bogen kan besigtiges og endda også købes inde i Beværterhuset hvor Peter og Inga vil sørge for et evt. salg.
Lærer ved Vintersbølle skole Jens Christensen vil føre børn og voksne ind i naturhistorien ved bækken.
Else og Hanne uddyber gerne blegekunsten, hvis I udfordre dem.
Husk sidste mandag i måned og det er allerede på mandag, fortæller vi videre om mejeriets historie og bogens tilblivelse.
Der er ikke lavet en talerrække, hvis der er nogen der har noget på hjertet kan det arrangeres.
Formanden siger god eftermiddag.

